Margrete Auken & Erik A. Nielsen, 3.5.2009
Gud er død, og dét er aldrig før sket i en tegneserie. Det er et ganske egenartet væsen, vi i disse dage tager afsked med. Divus Madsen var professionel dilettant, en art, der måske findes flere eksemplarer af, end man lige skulle tro. Som den sprogbevidste og sproglærde Divus selv ville have vidst, er en dilettant et menneske, der gør tingene med glæde – og kunne man tilføje: måske med mere glæde end talent og professionalisme. Divus glædede sig over meget og allermest over sig selv. Hans selvglæde var guddommelig, og hans skidt-vigtige kropsholdning var i den henseende talende.
Skønt man kun bør sige det gode om de afdøde (Divus ville have forstået: De mortuis nil sine bene), må man jo nok snige den påstand ind, at hans evne til at holde verden i orden var knap så guddommelig - og indimellem var han jo en agtværdig fusker. Med jaket som en sprechstallmeister og sin runde klovnetud, med øjenbrynene højt oppe i panden og sin kraftigt svulmende vom var han et amfibium, en kosmisk klovn, en filosoferende husmand. I sine yngre dage også en mand med rejsning, hvad især hans kone, Sandra, nød godt af. Hvad Divus kunne finde på at stikke sine læsere lige i synet, lader sig ikke omtale i dame-selskab, skønt de fleste damer har intimt kendskab til det.
Han holdt ikke kæft ret længe ad gangen, og når man tager hans gennemført klovnede na-tur i betragtning, er det overraskende, hvor ofte han med søvngængerlignende sikkerhed ramte plet. Han fulgte med i verdenssituationen, hvad der selvfølgelig også må regnes til en guds vigtigste pligter. I uforudsigelige perioder var Divus åbenlyst indlagt på et galehus med en vissen indbildsk overlæge og en tante Skrap af en ”psykopeut”. De ville vist gerne helbrede ham, dvs. tage hans indbildskhed bort som en rådden blindtarm, men i virkelig-heden var Divus måske den eneste, der indså, at galehuset ikke var en afdeling af Risskov, men verden. Når den instrumentale og herskende fornuft er så dødssygt forudsigelig, som vi alle oplever hver dag, er det guddommeligt, at nogen helliger deres liv til at lægge alle de skæve og overraskende vinkler på verden.
Galskaben længe leve, skønt Divus er død! Men hvem skal nu dreje vores næsten udplat-tede hjerner i de mærkelige snoninger, som Divus var mester i. Egoland blomstrer galere end nogensinde, men hvem skal nu henlede vores opmærksomhed på alle disse vildvæk-ster, der ganske misvisende kaldes virkeligheden.
Det lader sig jo ikke fortie, at der over den guddommelige Divus fandtes en endnu højere skabergud: Olfax, hvis tuschpen somme tider dukkede ned i en eller flere af de daglige tegneserieruder. Navlestrengen mellem de to guder blev aldrig helt kappet, deres indbyr-des rangordning ej heller. Men Olfax betyder sådan set: manden med næse, den instinkt-sikre lugtesans. Hvis Divus’ tud var rund og klovnet, så var Olfax’ næse et enestående præ-cisionsinstrument. Alle folk, der har en næse for mærkelig storhed og lysende opfattelses-evne, vil savne denne daglige forøgelse af deres egen sporsans.
