Komiks.dk 2010
Bedste danske tegneserieskaber:
Ivar Gjørup
Dommerkomiteens udtalelse:
"Siden det Herrens år 1984, hvor der for første gang blev lys i tuschmørket, har Ivar Gjørup med sin dagsstribe ”Egoland” forsøgt at lodde dybderne i den danske folkesjæl – og har mere end én gang måttet sande, at der ikke er noget der stikker så dybt, at det ikke er skidt for noget andet.
Samtidskommenterende og selvrefererende serverer ”Egoland” sine sandheder lag på metalag med et klarsyn og et satirisk bid og vid, så guderne må sig forbarme. ”Egoland” er noget så sjældent som en dansk dagsstribe, der tillader sig at mene noget, og oven i købet være morsom på samme tid.
Med ”Egoland” har Ivar Gjørup skabt en af de mest unikke avistegneserier i nyere tid; en dagsstribe der fra første pennestrøg har været helt sin egen og uden sidestykke – det være sig her til lands som i resten af verden. Gennem sine 25 år har serien opretholdt en uforlignelig høj standard, og ”Egoland” er et værk, der vil blive stående som en milepæl i dansk tegneseriehistorie.
Prisen for bedste danske tegneserieskaber går til Ivar Gjørup." |