Forside > Gud er død: Streget ud

Gud er død: Streget ud

Af INGER HOLST, Weekendavisen 29.5.2009

En ukuelig optimist har forladt denne verden. En uforbederlig Jeronimus har for sidste gang kværuleret over tidens, ungdommens, sprogets for-fald. Divus Madsen, »Egolands« Gud, Universets skaber, er ikke længere iblandt os. Efter 17 år som det 20. århundredes tegneseriegud, efter otte år som pensionist i nye, svære tider - slukkede hans egen skaber for glorien. Den lille glorie, der har lyst i 80erne, da den kunne forveksles med en frisbee, i 90erne, da det overgik den at blive slugt som lykkepille, i 00erne, hvor den ofte gik ud. Divus Madsen døde i stilhed den 11. april 2009.

Alt er forbi. Ganske vist står hans stribe endnu på sin faste plads over kroniken i Politiken. Men kun en stakket stund: Uden Divus - intet Ego-land . Det var hans ego, det var hans land. Den 2. juni står pladsen tom. En æra er forbi.

Divus Theolus Zebaoth Abdullah von Madsen II kom til verden den 24. august 1984. Han kom på cykel, ad Mælkevejen, for at tiltræde sin nye stilling som tegneseriefigur på Information, som Gud for »Egoland «, det lille univers af tusch og streger og fire billeder, som blev hans liv, hans virkelighed, hans hverdag, altid på randen af katastrofen - som altid blev afværget i yderste øjeblik, i sidste billede, med pointens lille, befriende krølle.

Den første dag i Divus' liv kunne avisen melde om nyt i Øst og Vest og hjemmefra: Lederen handlede om knas i Warszava-pagten: »Honeckers nye træk«. Men der var også »Storslået kåring af Reagan i USA«. Og Danmark sendte »Smelteost til Afrika«, som nødhjælp til de sultende. »Verden er et galehus,« forlød det desuden på forsiden den dag. Se side 4.

Det var her, Divus Madsen kom cyklende for at slå sig ned. I 1986 brød han op igen for at fortsætte sin karriere på Politiken. Her har han levet sit liv lige til den dag, da udødeligheden slap op - efter mere end 6.000 daglige striber, mere end 6000 hverdage i sort og hvidt, i medgang og modgang, krig og kærlighed, under fem amerikanske præsidenter og fire danske statsministre, hvoraf de tre har båret navnet Rasmussen. Men den første hed Schlüter. Og Berlinmuren stod endnu. I en af de tidlige striber smeltede et ur i henhold til reglementet i Det Surrealistiske Manifest. En dråbe af tiden dryppede ned på Divus Madsen og fangede ham som en flue i rav. Det blev til en dråbe om dagen - det blev til næsten 25 år på Galehuset, hvor Divus Madsen, i henhold til reglementet i det danske behandlersystem, straks blev indlagt til observation for storhedsvanvid.

Her mødte han det danske behandlersystem og sin hovedfjende, den psykiatriske overlæge, som han nu har kæmpet med i 25 år, om retten til at definere livet - og Divus Madsen. Her forelskede han sig i en med-patient, som blev hans kone, hans skæbne og hans datters mor. Her mødte han alle de andre beboere på galehuset, Egolands faste figurer, hver med sin faste galskab til værn mod verden, dens forandringer, dens fremskridt og tilbageslag. Og dens aviser, som dagligt trængte ind ad brevsprækken for at minde dem om, at verden var farlig og tiden forrykt.

Og tiden - den havde Divus Madsen selv sluppet løs, som barn på Olympen. Det var slet ikke planen, men Guds plan blev sjældent overholdt. Det var Divus' vilkår at arbejde med en rystende klode som underlag. Deraf de mange fejl, som Divus' kone, den depressive Sandra aldrig holdt op med at bebrejde ham: Tiden, tidens politikere, forekomster af lommeuld og verdenshistorie. Divus var en elskelig Gud, et ganske uskyldigt klummerhoved!

Én stor skyld pådrog han sig dog i sit lange liv i den daglige stribe. Det skete i de sene 80ere, i ugerne efter Murens fald, at Divus fik en dob-beltgænger. Denne klode var for lille til dem begge. Den ene Divus støbte den anden ind i en statue af beton. Så kunne den anden Divus stå og hælde vand ud af ørerne i en evighed.

Dagene gik, tiden gik, den indstøbte blev glemt i sin park. Men så en dag, det var i september 2001 dukkede han op, svært bevæbnet og meget vred: »Der er kun 1 Gud, og jeg hader jer!«

Divus er død, det 20. århundredes skaber og kluddermikkel. Men hvad med dobbeltgængeren? Tiden vil vise det. Den tid, vi nu skal leve i - uden Divus, uden Egoland . Æret være hans minde!


 

 

Copyright © 1984 - 2017 Ivar Gjørup 'Olfax'. All rights reserved.

Album Artikler Dagens Stribe DNABC for begyndere Køb album DNABC for begyndere -> Forside