Pinsesøndag blev et af de største kunstværker i dansk
historie afsluttet. Det var på alle måder omfangsrigt. Det fylder 19 bind.
Skabelsen tog 24 år, 9 måneder og 7 dage. Det blev en krønike om Danmarks
historie fra 1984 til 2009. Den beretter om politik og om de mange små
forandringer i perioden, mobiltelefonernes udbredelse, unges skiftende tøjmoder
etc. etc.
Samtidig
er det en personlig udviklingshistorie om en mand, der flytter til et nyt sted,
får et nyt besværligt arbejde, finder sit livs udkårne, bliver gift, får et
barn. Og barnet vokser op, finder sit livs udkårne, alt imens mandens far dør
og mandens mor efterfølgende liver gevaldigt op.
Det
eneste usædvanlige ved manden er, at han er gud. Den eneste grund til, at
kunstværket mangler på alverdens kanonlister er, at det er en tegneserie bragt
dag efter dag i en avis. Ivar Gjørups storværk Egoland fik 2 år i Informations
spalter og 23 år i Politikens spalter.
De fleste kunstanmeldere har svært ved at forholde sig til
tegneserier, især når de bringes som en daglig stribe i en avis. Er det teksten
i striben, man skal forholde sig til? Eller er det tegningerne, selv om de
sjældent er af en karakter, der giver priser på kunstakademiet?
Det
er selvfølgelig ingen af delene. Det er samspillet mellem teksten og
billederne. Som når øjnene på en figur tegnes en smule mindre, for at
understrege det chokerende i tekstens pointer.
Derudover
er anmelderne også tilbøjelige til at overse, at en daglig avisstribe sætter nogle meget faste rammer for den kunstneriske udfoldelse. De
store mestre indenfor genren udnytter og forholder sig netop til de meget
strenge krav, som udgivelsen i en avis stiller.
Der
er næsten altid kun fire billeder, der læses fra venstre mod højre. I sidste
billede skal der gerne være en pointe, der giver en følelse af, at dagens
stribe giver mening. Den må gerne være sjov. Det er der mange, der kan.
Men
få har som Ivar Gjørup til stadighed kommenteret disse krav på et subtilt metaniveau.
Som i striben, der til sidst har teksten ”Tiden er som en dårlig tegneserie”.
Mens både det første og det andet billede har teksten ”Det ene øjeblik gentar
avisen dagens stribe, det andet bytter de om på rækkefølgen!!”
Serien
har stærke erotiske elementer. Men også de ledsages af refleksioner over det at
være avistegneserie. De erotiske tegninger tilføjes således ofte vittigheder
om, at læserne klager over, at der vises for meget sex i serien.
Avisernes tegneserier kommenterer ofte både samtiden, mere
grundlæggende menneskelige forhold og aktuel politik. De mere raffinerede gør
det ved at opstille et kompliceret persongalleri. De forskellige typer personer
kan hver især bruges til at give forskellige perspektiver på et emne.
Personernes karakterer kan som regel variere alt efter sammenhængen.
Således
også i Egoland, hvor Divus Madsen nok er gud og som sådan almægtig. Men han er
tydeligt nok aldeles uden indflydelse på dansk politik, en kilde til
tilbagevendende frustrationer.
Divus
skabte universet på seks dage, blev så arbejdsløs, og fik arbejde på en fjern
planet. Han var advaret om, at stedet var kugleskørt. Da han landede på jorden,
blev han logisk nok placeret på et galehus. Og der har han opholdt sig siden.
Omend forholdene ikke kan beskrives som typiske for dansk psykiatri. Selv om
han bor på et psykiatrisk hospital, bor han sammen med sin hustru i noget, der
ligner en typisk dansk villa.
I
galehuset mødte han depressive Sandra, som han siden blev gift med. Hun har en
sund og jordbunden skepsis overfor sin mands mere højtflyvende natur. Det er
dog ikke ensbetydende med, at hun ikke tror på, at hendes mand er gud. Som hun
siger, ”man må jo tro på sin mand”.
Derudover
optræder den skizofrene Super-Egon, der i tidens løb har indtaget alle
tænkelige roller fra børsspekulant over eurokrat til jysk herremand. Centrale
roller tilfalder også den paranoide Kurt, den sexede Vulva, overlægen på
Psykiatrisk Hospital og psykoterapeuten samme sted. Derudover optræder Sandras
forældre, Divus’ amme Polyglotta, Supermand og en stribe andre bipersoner.
Hvis
man ikke kender serien godt, kan det være svært at følge med, når en biperson
pludselig dukker op efter års fravær. Som regel er striben dog morsom i sig
selv. Men kenderne af serien får nogle ekstra lag føjet til pointerne, fordi de
kender forhistorien. Som da Divus’ gamle amme fra Babylon bliver integreret i
det danske samfund. At hun går med tørklæde var selvfølgelig et problem. Men da
hun har skiftet køn og nu hedder Børge Larsen, må hun selvfølgelig godt gå med
tørklæde. For det må transvestitter godt i det tolerante Danmark. Det er kun
muslimske kvinder, der ikke må.
Andre danske tegneserier, f.eks. Poeten og Lillemor, har
også omfattende persongallerier. Men serien adskiller sig fra andre danske
avistegneserier ved, at personerne bliver ældre. Det er meget usædvanligt for
genren. Det giver mulighed for at skildre, hvordan tilværelsen forløber. I 1988
fødes Divus og Sandras datter Gaia, og i de efterfølgende år begynder hun i
folkeskolen, bliver kønsmoden, voksen og finder en kæreste.
Gaias
første pubertære forelskelse står som et af seriens højdepunkter. Hun
forelskede sig i hovedpersonen i en anden tegneserie, Strid, der på det
tidspunkt også blev bragt i Politiken. I 12 dage i 2001 lod de to tegnere
hinandens figurer invadere hinandens striber. De to tegnere udviklede fra dag
til dag historien ud fra den andens stribe. Det udviklede sig eksplosivt
morsomt. Et af de fineste eksempler på, hvordan Ivar Gjørup har været en mester
i at lege med avistegneseriens konventioner.
Når
personerne bliver ældre, følger det også, at nogen dør. Således blev Kurt slået
ihjel af hans forældre og våbenindustrien tilbage i 1993. Bedemanden udførte
aflivningen med en sprøjte og Kurt fik lov til som sit sidste ord at udtale ”Er
det en lokalbedøvelse?” Hvortil bedemanden svarer ”Det kan man godt kalde det”.
Divus
er også blevet ældre. Da serien startede, var han udødelig, men i 1990 blev han
dømt til dødelighed ved en børnedomstol. De efterfølgende generationers dom er
som bekendt ofte hård. Ved sit 2500-års studenterjubilæum måtte han som så
mange andre erkende, at han kun er udødelig en gang imellem. Og i påsken dette
år afgik han faktisk ved døden. Egoland er således en af de meget, meget få
avistegneserier i verdenen, hvor hovedpersonen faktisk dør.
I mange tegneserier er dagens stribe et afsluttet forløb.
Mens de mere avancerede, som Egoland, har formået at udnytte det omfattende
persongalleri til at skabe langvarige komplicerede handlingsforløb. I nogle
tilfælde har de strakt sig over måneder. Det er ikke en nem opgave at få dagens
stribe til at hænge sammen med gårsdagens stribe. Det er 24 timer siden,
læseren læste den, så han har den ikke i frisk erindring. Det er en af genrens
største udfordringer at skabe en sammenhængende historie på de vilkår. Samtidig
skal hver dags stribe stadig have sin egen, gerne lattervækkende pointe.
Ivar
Gjørup har skabt en perlerække af lange historier. En af de længste, og et af
seriens kunstneriske højdepunkter, varede fra 22. maj 1994 til 12. juli 1994.
Hovedpersonen Divus Madsen tog til sit 2.500 års studenterjubilæum og over 50
dage mødte han sin ungdomsforelskelse, havde en affære med hende – eller drømte
han kun om det? – og efterfølgende en større krise i ægteskabet. Det var Divus’
plan at holde sidespringet hemmeligt for sin kone. Men det holdt kun, til han
kom hjem og straks overøste hende med blomster, parfume, chokolade og en ny
bog. Så vidste hun godt, at der var noget galt.
Eller
72 striber i 1998, hvor Sandra gennemlevede en midtvejskrise. Fordi den
teenagepige, hun engang var, ikke eksisterede længere. I stedet havde hun fået
mand med topmave og en umulig unge. Hun kom kun igennem krisen, fordi hun
medvirkede i indspilningen af hestebladet Lotte som dogmefilm.
Men serien har ikke kun bestået af lange historier, den har
også løbende indeholdt kommentarer til stort og småt i det politiske liv.
De
mange EU-afstemninger i perioden 1992 – 2000 medførte således en uforglemmelig
stribe af beske kommentarer til elitens begejstring for det europæiske projekt.
Som 4 dage efter det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992, hvor serien
viste en gruppe mediefolk, der forklarer det danske nej med, at afstemningen lå
for tidligt, Socialdemokratiets lederkrise, Uffe, Tamilsagen, ja-kampagnen
overdrev osv. osv. Indtil intervieweren skar igennem og spurgte: ”Hva nu hvis
vi sier, at vælgerne var helt på det rene mæ afstemningens indhold og følger, å
stemte nej fordi de er imod skidtet… ka man forestille sig dét?”
”Syns
du ikke det er slemt nok allerede,” lyder svaret.
Ligeledes
blev Nyrups besynderlige forhold til det folk, han var sat til at lede,
udstillet i stribe efter stribe. Et forhold som Ivar Gjørup sammenfattede i den
konstatering, at Nyrup ikke diskuterede med vælgerne, han sendte signaler til
befolkningen.
Som
mange andre tegnere har Ivar Gjørup haft sine problemer med Anders Fogh
Rasmussens natur. Var Anders Fogh Rasmussen en liberalistisk hulemand, der
afmonterede velfærdsstaten besat af frygt for, at pengene fossede ud af
statskassen? Eller omskabte han sig til en betonsocialdemokratisk forsvarer af
velfærdsstaten, mens pengene fossede ud i samfundet som konsekvens af
uigennemtænkte kreditliberaliseringer? Ivar Gjørup klarede bedre end de fleste
andre danske tegnere at forholde sig til Anders Fogh Rasmussens hamskifte. Sine
steder med et strøg af selvironi. Som da Sandra spurgte sin mand, hvad han
syntes om Foghs nytårstale. Han svarer ikke, stirrer ud i luften, indtil hun
konstaterer ”Du ku LI den?”
Også
mange aktuelle begivenheder er blevet kommenteret på subtile måder. Som f.eks.
de mange rapporter om skyderierne på Nørrebro natten efter folkeafstemningen d.
18. maj 1993. De fik Sandra til at tænke, at en kommission burde undersøge,
hvorfor det er gået så galt med verden. ”Det har man gjort,” lyder svaret. De
udsendte en rapport så lang som et ondt år for at dække over egne fejl. Da
nogen så alligevel læste det, blev de nødt til at lave en ny supplerende
redegørelse. ”Det er ikke Biblen du taler om, vel?” lyder det efterfølgende
spørgsmål.
Eller
som under en tidligere finanskrise, hvor datteren Gaia skulle lære at smide
penge ud af vinduet. Efter at have smidt en mønt ud af vinduet, bliver hun
spurgt, om hun vil have den tilbage. ”Det er lie majet: det er en, vi har lånt”
lyder svaret. Et svar der må siges at have inspireret adskillige finansfolk i
de senere år.
Serien er således blevet en krønike over 25 års
danmarkshistorie. Den afspejler både den politiske udvikling, men også hvordan
dagligdagen fandt sted. Folkeskoleundervisningen og evalueringstyranniet er
således blevet kritiseret med fynd og klem. Ivar Gjørup har om nogen udnyttet,
at en så lang serie giver rig mulighed for angreb på tegnerens personlige
idiosynkrasier. Udover uforglemmelige angreb på folkeskolelærere, cand. scient.
pol.’er og overlæger, har det blandt andet medført en nidkær forfølgelse af
folk, der ikke staver omhyggeligt. Selv om serien selv dyrker mærkværdige
stavemåder. ”Synes jeg” staves for eksempel konsekvent ”synsja”.
Men
også de små forandringer i samfundet er blevet registreret. Som da Divus fik
besked om sin fars død på SMS. Da han ikke havde fået læst mobiltelefonens
brugsvejledning endnu, gik der således en rum tid, før han opdagede faderens
bortgang.
Det er meget svært ikke at sammenligne Egoland med Garry
Trudeaus Doonesbury. Doonesbury er udkommet siden 1970 og er en enestående
krønike over 68-generationens og USA’s udvikling. Den har modtaget et hav af
priser, blandt andet Pulitzer-prisen. Også denne serie indeholder et righoldigt
persongalleri, der bliver ældre og i nogen tilfælde dør.
Men
på nogle områder er Egoland bedre end Doonesbury. Ivar Gjørup tegner bedre end
Garry Trudeau. Nogle gange er historierne også bedre. Umiddelbart efter 11.
september tegnede Gjørup som kommentar 30 striber. De skildrede hvordan en af
seriens figurer, Supermand, afgik ved døden. De var både klogere, mere
dybsindige og morsommere end Trudeaus 18 striber om samme emne. Heroverfor kan
man indvende, at det er lettere for en dansker end for en amerikaner at gøre
grin med 11. september, da det ikke er så tæt på den danske virkelighed. Men
Gjørup klarede sig også hæderligt gennem Muhammed-krisen. Efter at have hånet
alle kristne præster gennem 20 år, havde Gjørup selvfølgelig også ret til at
håne muslimske imamer. Gjørup tog sit eget midterstandpunkt: Dyb foragt for
begge sider i konflikten. Et standpunkt som historien måske vil dømme som det
rigtigste.
En stor subtil krønike om tiden fra 1984 til 2009 er således
tilendebragt. Med de sidste ugers striber om Divus’ død og begravelse er den
sluttet i fineste stil. Heldigvis er striberne udgivet i albumform, og kan
derfor læses igen og igen. Men det bliver svært fremover at skulle undvære
dagens stribe i Politiken.
