Forside >En cand.scient.pol. siger tak

En cand.scient.pol. siger tak

Kronik af Ole Wolf, juni 2009

Pinsesøndag blev et af de største kunstværker i dansk historie afsluttet. Det var på alle måder omfangsrigt. Det fylder 19 bind. Skabelsen tog 24 år, 9 måneder og 7 dage. Det blev en krønike om Danmarks historie fra 1984 til 2009. Den beretter om politik og om de mange små forandringer i perioden, mobiltelefonernes udbredelse, unges skiftende tøjmoder etc. etc.

Samtidig er det en personlig udviklingshistorie om en mand, der flytter til et nyt sted, får et nyt besværligt arbejde, finder sit livs udkårne, bliver gift, får et barn. Og barnet vokser op, finder sit livs udkårne, alt imens mandens far dør og mandens mor efterfølgende liver gevaldigt op.

Det eneste usædvanlige ved manden er, at han er gud. Den eneste grund til, at kunstværket mangler på alverdens kanonlister er, at det er en tegneserie bragt dag efter dag i en avis. Ivar Gjørups storværk Egoland fik 2 år i Informations spalter og 23 år i Politikens spalter.

De fleste kunstanmeldere har svært ved at forholde sig til tegneserier, især når de bringes som en daglig stribe i en avis. Er det teksten i striben, man skal forholde sig til? Eller er det tegningerne, selv om de sjældent er af en karakter, der giver priser på kunstakademiet?

Det er selvfølgelig ingen af delene. Det er samspillet mellem teksten og billederne. Som når øjnene på en figur tegnes en smule mindre, for at understrege det chokerende i tekstens pointer.

Derudover er anmelderne også tilbøjelige til at overse, at en daglig avisstribe sætter nogle meget faste rammer for den kunstneriske udfoldelse. De store mestre indenfor genren udnytter og forholder sig netop til de meget strenge krav, som udgivelsen i en avis stiller.

Der er næsten altid kun fire billeder, der læses fra venstre mod højre. I sidste billede skal der gerne være en pointe, der giver en følelse af, at dagens stribe giver mening. Den må gerne være sjov. Det er der mange, der kan.

Men få har som Ivar Gjørup til stadighed kommenteret disse krav på et subtilt metaniveau. Som i striben, der til sidst har teksten ”Tiden er som en dårlig tegneserie”. Mens både det første og det andet billede har teksten ”Det ene øjeblik gentar avisen dagens stribe, det andet bytter de om på rækkefølgen!!”

Serien har stærke erotiske elementer. Men også de ledsages af refleksioner over det at være avistegneserie. De erotiske tegninger tilføjes således ofte vittigheder om, at læserne klager over, at der vises for meget sex i serien.

Avisernes tegneserier kommenterer ofte både samtiden, mere grundlæggende menneskelige forhold og aktuel politik. De mere raffinerede gør det ved at opstille et kompliceret persongalleri. De forskellige typer personer kan hver især bruges til at give forskellige perspektiver på et emne. Personernes karakterer kan som regel variere alt efter sammenhængen.

Således også i Egoland, hvor Divus Madsen nok er gud og som sådan almægtig. Men han er tydeligt nok aldeles uden indflydelse på dansk politik, en kilde til tilbagevendende frustrationer.

Divus skabte universet på seks dage, blev så arbejdsløs, og fik arbejde på en fjern planet. Han var advaret om, at stedet var kugleskørt. Da han landede på jorden, blev han logisk nok placeret på et galehus. Og der har han opholdt sig siden. Omend forholdene ikke kan beskrives som typiske for dansk psykiatri. Selv om han bor på et psykiatrisk hospital, bor han sammen med sin hustru i noget, der ligner en typisk dansk villa.

I galehuset mødte han depressive Sandra, som han siden blev gift med. Hun har en sund og jordbunden skepsis overfor sin mands mere højtflyvende natur. Det er dog ikke ensbetydende med, at hun ikke tror på, at hendes mand er gud. Som hun siger, ”man må jo tro på sin mand”.

Derudover optræder den skizofrene Super-Egon, der i tidens løb har indtaget alle tænkelige roller fra børsspekulant over eurokrat til jysk herremand. Centrale roller tilfalder også den paranoide Kurt, den sexede Vulva, overlægen på Psykiatrisk Hospital og psykoterapeuten samme sted. Derudover optræder Sandras forældre, Divus’ amme Polyglotta, Supermand og en stribe andre bipersoner.

Hvis man ikke kender serien godt, kan det være svært at følge med, når en biperson pludselig dukker op efter års fravær. Som regel er striben dog morsom i sig selv. Men kenderne af serien får nogle ekstra lag føjet til pointerne, fordi de kender forhistorien. Som da Divus’ gamle amme fra Babylon bliver integreret i det danske samfund. At hun går med tørklæde var selvfølgelig et problem. Men da hun har skiftet køn og nu hedder Børge Larsen, må hun selvfølgelig godt gå med tørklæde. For det må transvestitter godt i det tolerante Danmark. Det er kun muslimske kvinder, der ikke må.

Andre danske tegneserier, f.eks. Poeten og Lillemor, har også omfattende persongallerier. Men serien adskiller sig fra andre danske avistegneserier ved, at personerne bliver ældre. Det er meget usædvanligt for genren. Det giver mulighed for at skildre, hvordan tilværelsen forløber. I 1988 fødes Divus og Sandras datter Gaia, og i de efterfølgende år begynder hun i folkeskolen, bliver kønsmoden, voksen og finder en kæreste.

Gaias første pubertære forelskelse står som et af seriens højdepunkter. Hun forelskede sig i hovedpersonen i en anden tegneserie, Strid, der på det tidspunkt også blev bragt i Politiken. I 12 dage i 2001 lod de to tegnere hinandens figurer invadere hinandens striber. De to tegnere udviklede fra dag til dag historien ud fra den andens stribe. Det udviklede sig eksplosivt morsomt. Et af de fineste eksempler på, hvordan Ivar Gjørup har været en mester i at lege med avistegneseriens konventioner.

Når personerne bliver ældre, følger det også, at nogen dør. Således blev Kurt slået ihjel af hans forældre og våbenindustrien tilbage i 1993. Bedemanden udførte aflivningen med en sprøjte og Kurt fik lov til som sit sidste ord at udtale ”Er det en lokalbedøvelse?” Hvortil bedemanden svarer ”Det kan man godt kalde det”.

Divus er også blevet ældre. Da serien startede, var han udødelig, men i 1990 blev han dømt til dødelighed ved en børnedomstol. De efterfølgende generationers dom er som bekendt ofte hård. Ved sit 2500-års studenterjubilæum måtte han som så mange andre erkende, at han kun er udødelig en gang imellem. Og i påsken dette år afgik han faktisk ved døden. Egoland er således en af de meget, meget få avistegneserier i verdenen, hvor hovedpersonen faktisk dør.

I mange tegneserier er dagens stribe et afsluttet forløb. Mens de mere avancerede, som Egoland, har formået at udnytte det omfattende persongalleri til at skabe langvarige komplicerede handlingsforløb. I nogle tilfælde har de strakt sig over måneder. Det er ikke en nem opgave at få dagens stribe til at hænge sammen med gårsdagens stribe. Det er 24 timer siden, læseren læste den, så han har den ikke i frisk erindring. Det er en af genrens største udfordringer at skabe en sammenhængende historie på de vilkår. Samtidig skal hver dags stribe stadig have sin egen, gerne lattervækkende pointe.

Ivar Gjørup har skabt en perlerække af lange historier. En af de længste, og et af seriens kunstneriske højdepunkter, varede fra 22. maj 1994 til 12. juli 1994. Hovedpersonen Divus Madsen tog til sit 2.500 års studenterjubilæum og over 50 dage mødte han sin ungdomsforelskelse, havde en affære med hende – eller drømte han kun om det? – og efterfølgende en større krise i ægteskabet. Det var Divus’ plan at holde sidespringet hemmeligt for sin kone. Men det holdt kun, til han kom hjem og straks overøste hende med blomster, parfume, chokolade og en ny bog. Så vidste hun godt, at der var noget galt.

Eller 72 striber i 1998, hvor Sandra gennemlevede en midtvejskrise. Fordi den teenagepige, hun engang var, ikke eksisterede længere. I stedet havde hun fået mand med topmave og en umulig unge. Hun kom kun igennem krisen, fordi hun medvirkede i indspilningen af hestebladet Lotte som dogmefilm.

Men serien har ikke kun bestået af lange historier, den har også løbende indeholdt kommentarer til stort og småt i det politiske liv.

De mange EU-afstemninger i perioden 1992 – 2000 medførte således en uforglemmelig stribe af beske kommentarer til elitens begejstring for det europæiske projekt. Som 4 dage efter det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992, hvor serien viste en gruppe mediefolk, der forklarer det danske nej med, at afstemningen lå for tidligt, Socialdemokratiets lederkrise, Uffe, Tamilsagen, ja-kampagnen overdrev osv. osv. Indtil intervieweren skar igennem og spurgte: ”Hva nu hvis vi sier, at vælgerne var helt på det rene mæ afstemningens indhold og følger, å stemte nej fordi de er imod skidtet… ka man forestille sig dét?”

”Syns du ikke det er slemt nok allerede,” lyder svaret.

Ligeledes blev Nyrups besynderlige forhold til det folk, han var sat til at lede, udstillet i stribe efter stribe. Et forhold som Ivar Gjørup sammenfattede i den konstatering, at Nyrup ikke diskuterede med vælgerne, han sendte signaler til befolkningen.

Som mange andre tegnere har Ivar Gjørup haft sine problemer med Anders Fogh Rasmussens natur. Var Anders Fogh Rasmussen en liberalistisk hulemand, der afmonterede velfærdsstaten besat af frygt for, at pengene fossede ud af statskassen? Eller omskabte han sig til en betonsocialdemokratisk forsvarer af velfærdsstaten, mens pengene fossede ud i samfundet som konsekvens af uigennemtænkte kreditliberaliseringer? Ivar Gjørup klarede bedre end de fleste andre danske tegnere at forholde sig til Anders Fogh Rasmussens hamskifte. Sine steder med et strøg af selvironi. Som da Sandra spurgte sin mand, hvad han syntes om Foghs nytårstale. Han svarer ikke, stirrer ud i luften, indtil hun konstaterer ”Du ku LI den?”

Også mange aktuelle begivenheder er blevet kommenteret på subtile måder. Som f.eks. de mange rapporter om skyderierne på Nørrebro natten efter folkeafstemningen d. 18. maj 1993. De fik Sandra til at tænke, at en kommission burde undersøge, hvorfor det er gået så galt med verden. ”Det har man gjort,” lyder svaret. De udsendte en rapport så lang som et ondt år for at dække over egne fejl. Da nogen så alligevel læste det, blev de nødt til at lave en ny supplerende redegørelse. ”Det er ikke Biblen du taler om, vel?” lyder det efterfølgende spørgsmål.

Eller som under en tidligere finanskrise, hvor datteren Gaia skulle lære at smide penge ud af vinduet. Efter at have smidt en mønt ud af vinduet, bliver hun spurgt, om hun vil have den tilbage. ”Det er lie majet: det er en, vi har lånt” lyder svaret. Et svar der må siges at have inspireret adskillige finansfolk i de senere år. 

Serien er således blevet en krønike over 25 års danmarkshistorie. Den afspejler både den politiske udvikling, men også hvordan dagligdagen fandt sted. Folkeskoleundervisningen og evalueringstyranniet er således blevet kritiseret med fynd og klem. Ivar Gjørup har om nogen udnyttet, at en så lang serie giver rig mulighed for angreb på tegnerens personlige idiosynkrasier. Udover uforglemmelige angreb på folkeskolelærere, cand. scient. pol.’er og overlæger, har det blandt andet medført en nidkær forfølgelse af folk, der ikke staver omhyggeligt. Selv om serien selv dyrker mærkværdige stavemåder. ”Synes jeg” staves for eksempel konsekvent ”synsja”.

Men også de små forandringer i samfundet er blevet registreret. Som da Divus fik besked om sin fars død på SMS. Da han ikke havde fået læst mobiltelefonens brugsvejledning endnu, gik der således en rum tid, før han opdagede faderens bortgang.

Det er meget svært ikke at sammenligne Egoland med Garry Trudeaus Doonesbury. Doonesbury er udkommet siden 1970 og er en enestående krønike over 68-generationens og USA’s udvikling. Den har modtaget et hav af priser, blandt andet Pulitzer-prisen. Også denne serie indeholder et righoldigt persongalleri, der bliver ældre og i nogen tilfælde dør.

Men på nogle områder er Egoland bedre end Doonesbury. Ivar Gjørup tegner bedre end Garry Trudeau. Nogle gange er historierne også bedre. Umiddelbart efter 11. september tegnede Gjørup som kommentar 30 striber. De skildrede hvordan en af seriens figurer, Supermand, afgik ved døden. De var både klogere, mere dybsindige og morsommere end Trudeaus 18 striber om samme emne. Heroverfor kan man indvende, at det er lettere for en dansker end for en amerikaner at gøre grin med 11. september, da det ikke er så tæt på den danske virkelighed. Men Gjørup klarede sig også hæderligt gennem Muhammed-krisen. Efter at have hånet alle kristne præster gennem 20 år, havde Gjørup selvfølgelig også ret til at håne muslimske imamer. Gjørup tog sit eget midterstandpunkt: Dyb foragt for begge sider i konflikten. Et standpunkt som historien måske vil dømme som det rigtigste.

En stor subtil krønike om tiden fra 1984 til 2009 er således tilendebragt. Med de sidste ugers striber om Divus’ død og begravelse er den sluttet i fineste stil. Heldigvis er striberne udgivet i albumform, og kan derfor læses igen og igen. Men det bliver svært fremover at skulle undvære dagens stribe i Politiken.


 

 

Copyright © 1984 - 2017 Ivar Gjørup 'Olfax'. All rights reserved.

Album Artikler Dagens Stribe DNABC for begyndere Køb album DNABC for begyndere -> Forside