Forside > Artikler > Velkommen til Egoland


Ivar Gjørup, 41, har længe tegnet til bøger og tidsskrifter. Først i firserne gav han sig til systematisk at udvikle figurer til en tegneserie, der skulle være noget helt for sig, og i august 1984 begyndte serien Egoland i Information. I dag læses den af alle, fra drenge på 10 til emeritusser på 70, hjemmehjælpere på Vestegnen og chefer i erhvervslivet.

Fra i dag kan man møde Egoland i Politiken efter at verdens ældste dreng, Felix, er blevet fritaget for tjeneste. Ivar Gjørup tegner under navnet Olfax.

Under navnet Ivar Gjørup underviser han i latin, græsk og oldtidskundskab på Aarhus Katedralskole, er gift og far til tre børn. På denne side løfter han en flig af sløret for sin besynderlige dobbelt-identitet, som Celestin og Floridor. For dem, der ønsker yderligere indsigt, findes Egoland i to albums på Informations forlag.

Divus Madsen kom til verden i 1983. Pludselig var Han der, midt på papiret, en lille svær mandsperson med et svedent grin og en grænseløs indbildskhed.
Han havde dengang ikke noget navn. Han havde heller ingen øjenbryn, og ingen glorie. Men Han lignede ikke en, der sådan uden videre kunne sættes til side. Han lignede i det hele taget slet ikke nogen, mindst af alt sig selv.
Men det kom Han til. Det var vist noget, der lå til Ham. Tiden gik, som den slags gør, og med tiden fik han tud, så fik Han sine øjenbryn a la Pjerrot, og til sidst sin glorie a la Gud.
Efter et par fejlgreb i klædeskabet var Han klar til at tage springet ind i tegneserieverdenen, hvor Han øjeblikkelig gjorde det synspunkt gældende, at Han var Gud.
Og således kom Han på galehuset. Måske skulle Han være blevet i den bog, som Han oprindelig blev tegnet til i 1983.
Tre år før skrev jeg en artikel om velfærdsborgeren, der ter sig i verden, som de lunefulde guder teede sig, dengang de gamle grækere var unge. I raseri gav jeg velfærdsborgeren navn efter de gamle: Ved ophøjelsen til gud blev kejser Augustus til Divus Augustus, nu kunne Velfærds-Madsen også lade sig ophøje til Divus Madsen.
Nu var artiklen for længst læst af dem, der gad læse den. Navnet stod stadig i den, men ingen havde brug for det længere. Undtagen min lille svedne mand. Og i 1984 var Han altså fiks og færdig, Divus Madsen, exam.gud.
Livet med 'Egoland' har givet glæder og ærgrelser, flest glæder, heldigvis. Sjovest er det for tegneren at møde seriens læsere, allersjovest at møde dem, der kan lide serien. Det er der nogle, der ikke kan. Men de skal selvfølgelig også have lov at være her.
Hvis der kan blive plads til dem. Verden er lille, og Divus Madsen fylder.
Men så er der Sandra. Hun er en anden slags. Af sine nærmeste omgivelser kendes hun som Sanddru Sandra, men hendes virkelige navn er Cassandra C. Hansen.
Det er blevet ret udbredt at have en Kassandra med i sine romaner. Christa Wolf gjorde det i Østtyskland, og nu har Maria Helleberg herhjemme fulgt sagen op med 'Seersken'. Den første, der hittede på sådan noget, var nu nok Aischylos for 2500 år siden.
Hans Kassandra er en frygtelig dame. Hun ser tværs gennem alt, både tid og tykke mure, både forlæns og baglæns. Det kan ikke undre, at hun har et dystert syn på tilværelsen. Hun står i den store række af græske seere.


I dag er en seer en, der kigger fjernsyn. Det er der jo ikke megen dybsindighed i, før nu Carsten Jensen er begyndt at aspirere til titlen som Teiresias i sine TV-anmeldelser. Ringen sluttes, verden er lille, og tiden går.
Nutidens velfærdsborger har derhjemme et husalter for sit Ego. Hvis han eller hun ønsker at se, så lader det sig gøre: den lysende skærm er vort kighul til verden, vi kan få lov at se durk gennem mure og tværs gennem tiderne, og bagefter kan vi trøste os med glitterstads og flimmer og Rock for Afrika. Sanddru Sandras egentliige problem er hendes klarsyn.
Selvfølgelig er Divus Madsen gud. Jeg bliver ofte spurgt om det, og føler det lige så ublufærdigt, som når nogen spurgte Sandemose, om han virkelig havde slået et menneske ihjel. Naturligvis har man da slået et menneske ihjel, det skulle lige mangle. Sandsynligvis endda flere.
Madsen er en rigtig velfærdsgud. Velfærdssamfundet er flitterstads og dyb rædsel, og Kurt lever bortgemt bag sin gamle secondhand militærfrakke, det oplagte offer for verdens lumske anslag. Verden er ikke bare lille, den er også gemen. Verden er en sammensværgelse.
Sammensværgelsens formål er at skille Kurt ved livet. Den daglige avis bringer dagligt bud til Kurt om planens fremadskriden: dér står det hele røbet, krige, forurening, atomkatastrofer, forbrydelser, Kurt mærker hensigten og bliver forstemt. Kurt er dødsensræd for aviser.
Verden er lille, og Divus Madsen synes, at tiden går godt. Når Sandra og Kurt fortæller Ham, at Hans verden er en møgverden, sårer det ham. Hårdt presset griber Han til den yderste undskyldning: Han var jo kun en begynder, da Han skabte den. Nu er der tale om at rationalisere verden. En ny chefgud er på trapperne, Hun hedder Vulva og har været på overlevelseskursus. Den slags fremmer som bekendt udødeligheden.
Hendes varme tilhænger er Super-Egon. Hans problem er, at han er normal. Det er sandelig ikke let at være en fuldstændig normal, 20. århundredes, vestlig industrisamfundsborger. Faktisk er han splitterravende gal.
Efter Vulvas ankomst lider han nu også af gynækofili, en skrækkelig perversion. Det er Hang til Seksuelt Samkvem med Kvinder.
Og der er Overlægen og Terapeuten, den videnskabelige autoritet med alle fremmedordene og behandlersamfundets syge moster. Sammen med det miskendte malergeni Fan Gok, Supermand med vom, Knold og Tot som voksne og andre fra Hjemmet for Aldrende Tegneseriefigurer befolker de daglig den lille 4-værelsers nederst på siden. Vi har besøgt Sandras barndomshjem, hvor faderen er åbenbaringsteolog og fordrukken, moderen den berømte kæmpekvinde Miranda, der i sine yngre dage optrådte i et loppecirkus, men blev fyret, fordi hun led af rengøringsvanvid.
Vi har været hjemme hos Kurt på kennelen, vi har sågar set Divus Madsens forældre, som lever blandt græske søjler på et skybjerg i det sydlige udland. Vi har prøvet Livets Skole, men også Den Guddommelige Søndagsskole, hvor Divus gik som barn. Og vi har rejst til fremmede lande.
Verden er lille, den er på i alt fire billeder, og tiden går fra venstre mod højre. I sidste billede kommer vitsen, det er den håndfæstning, tegneren har skrevet under på: altid at tabe pointen på gulvet, således at honningsiden vender opad.
Måske er den daglige stribe snarere et billeddigt i fire strofer, med et lille rim eller en sløjfe i halen. Som et gruk af Piet Hein, eller et Haikudigt fra Japan. Eller en commedia dell'arte i dens allerkorteste form?
Jeg snakker udenom, en tegneserie er en tegneserie, og læseren har krav på en brander. Eller det der ligner. Tegneserien er sig selv, og Divus Madsen er dens Gud.
I begyndelsen var taleboblen, og taleboblen var hos Divus Madsen, og taleboblen var Divus Madsen. Denne var i begyndelsen hos Divus Madsen.

 

IVAR GJØRUP

 

Bragt i Politiken Lørdag 20. december 1986



 

Copyright © 1984 - 2017 Ivar Gjørup 'Olfax'. All rights reserved.

Album Artikler Dagens Stribe DNABC for begyndere Køb album DNABC for begyndere -> Forside