Ivar Gjørup, 41, har længe tegnet til bøger og tidsskrifter.
Først i firserne gav han sig til systematisk at udvikle figurer
til en tegneserie, der skulle være noget helt for sig, og i august
1984 begyndte serien Egoland i Information. I dag læses den af alle,
fra drenge på 10 til emeritusser på 70, hjemmehjælpere
på Vestegnen og chefer i erhvervslivet.
Fra i dag kan man møde Egoland i Politiken efter at verdens ældste
dreng, Felix, er blevet fritaget for tjeneste. Ivar Gjørup tegner
under navnet Olfax.
Under navnet Ivar Gjørup underviser han i latin, græsk
og oldtidskundskab på Aarhus Katedralskole, er gift og far til tre
børn. På denne side løfter han en flig af sløret
for sin besynderlige dobbelt-identitet, som Celestin og Floridor. For
dem, der ønsker yderligere indsigt, findes Egoland i to albums
på Informations forlag.
Divus Madsen kom til verden i 1983. Pludselig var Han der, midt på
papiret, en lille svær mandsperson med et svedent grin og en grænseløs
indbildskhed.
Han havde dengang ikke noget navn. Han havde heller ingen øjenbryn,
og ingen glorie. Men Han lignede ikke en, der sådan uden videre
kunne sættes til side. Han lignede i det hele taget slet ikke nogen,
mindst af alt sig selv.
Men det kom Han til. Det var vist noget, der lå til Ham. Tiden gik,
som den slags gør, og med tiden fik han tud, så fik Han sine
øjenbryn a la Pjerrot, og til sidst sin glorie a la Gud.
Efter et par fejlgreb i klædeskabet var Han klar til at tage springet
ind i tegneserieverdenen, hvor Han øjeblikkelig gjorde det synspunkt
gældende, at Han var Gud.
Og således kom Han på galehuset. Måske skulle Han være
blevet i den bog, som Han oprindelig blev tegnet til i 1983.
Tre år før skrev jeg en artikel om velfærdsborgeren,
der ter sig i verden, som de lunefulde guder teede sig, dengang de gamle
grækere var unge. I raseri gav jeg velfærdsborgeren navn efter
de gamle: Ved ophøjelsen til gud blev kejser Augustus til Divus
Augustus, nu kunne Velfærds-Madsen også lade sig ophøje
til Divus Madsen.
Nu var artiklen for længst læst af dem, der gad læse
den. Navnet stod stadig i den, men ingen havde brug for det længere.
Undtagen min lille svedne mand. Og i 1984 var Han altså fiks og
færdig, Divus Madsen, exam.gud.
Livet med 'Egoland' har givet glæder og ærgrelser, flest glæder,
heldigvis. Sjovest er det for tegneren at møde seriens læsere,
allersjovest at møde dem, der kan lide serien. Det er der nogle,
der ikke kan. Men de skal selvfølgelig også have lov at være
her.
Hvis der kan blive plads til dem. Verden er lille, og Divus Madsen fylder.
Men så er der Sandra. Hun er en anden slags. Af sine nærmeste
omgivelser kendes hun som Sanddru Sandra, men hendes virkelige navn er
Cassandra C. Hansen.
Det er blevet ret udbredt at have en Kassandra med i sine romaner. Christa
Wolf gjorde det i Østtyskland, og nu har Maria Helleberg herhjemme
fulgt sagen op med 'Seersken'. Den første, der hittede på
sådan noget, var nu nok Aischylos for 2500 år siden.
Hans Kassandra er en frygtelig dame. Hun ser tværs gennem alt, både
tid og tykke mure, både forlæns og baglæns. Det kan
ikke undre, at hun har et dystert syn på tilværelsen. Hun
står i den store række af græske seere.
I dag er en seer en, der kigger fjernsyn. Det er der jo ikke megen dybsindighed
i, før nu Carsten Jensen er begyndt at aspirere til titlen som
Teiresias i sine TV-anmeldelser. Ringen sluttes, verden er lille, og tiden
går.
Nutidens velfærdsborger har derhjemme et husalter for sit Ego. Hvis
han eller hun ønsker at se, så lader det sig gøre:
den lysende skærm er vort kighul til verden, vi kan få lov
at se durk gennem mure og tværs gennem tiderne, og bagefter kan
vi trøste os med glitterstads og flimmer og Rock for Afrika. Sanddru
Sandras egentliige problem er hendes klarsyn.
Selvfølgelig er Divus Madsen gud. Jeg bliver ofte spurgt om det,
og føler det lige så ublufærdigt, som når nogen
spurgte Sandemose, om han virkelig havde slået et menneske ihjel.
Naturligvis har man da slået et menneske ihjel, det skulle lige
mangle. Sandsynligvis endda flere.
Madsen er en rigtig velfærdsgud. Velfærdssamfundet er flitterstads
og dyb rædsel, og Kurt lever bortgemt bag sin gamle secondhand militærfrakke,
det oplagte offer for verdens lumske anslag. Verden er ikke bare lille,
den er også gemen. Verden er en sammensværgelse.
Sammensværgelsens formål er at skille Kurt ved livet. Den
daglige avis bringer dagligt bud til Kurt om planens fremadskriden: dér
står det hele røbet, krige, forurening, atomkatastrofer,
forbrydelser, Kurt mærker hensigten og bliver forstemt. Kurt er
dødsensræd for aviser.
Verden er lille, og Divus Madsen synes, at tiden går godt. Når
Sandra og Kurt fortæller Ham, at Hans verden er en møgverden,
sårer det ham. Hårdt presset griber Han til den yderste undskyldning:
Han var jo kun en begynder, da Han skabte den. Nu er der tale om at rationalisere
verden. En ny chefgud er på trapperne, Hun hedder Vulva og har været
på overlevelseskursus. Den slags fremmer som bekendt udødeligheden.
Hendes varme tilhænger er Super-Egon. Hans problem er, at han er
normal. Det er sandelig ikke let at være en fuldstændig normal,
20. århundredes, vestlig industrisamfundsborger. Faktisk er han
splitterravende gal.
Efter Vulvas ankomst lider han nu også af gynækofili, en skrækkelig
perversion. Det er Hang til Seksuelt Samkvem med Kvinder.
Og der er Overlægen og Terapeuten, den videnskabelige autoritet
med alle fremmedordene og behandlersamfundets syge moster. Sammen med
det miskendte malergeni Fan Gok, Supermand med vom, Knold og Tot som voksne
og andre fra Hjemmet for Aldrende Tegneseriefigurer befolker de daglig
den lille 4-værelsers nederst på siden. Vi har besøgt
Sandras barndomshjem, hvor faderen er åbenbaringsteolog og fordrukken,
moderen den berømte kæmpekvinde Miranda, der i sine yngre
dage optrådte i et loppecirkus, men blev fyret, fordi hun led af
rengøringsvanvid.
Vi har været hjemme hos Kurt på kennelen, vi har sågar
set Divus Madsens forældre, som lever blandt græske søjler
på et skybjerg i det sydlige udland. Vi har prøvet Livets
Skole, men også Den Guddommelige Søndagsskole, hvor Divus
gik som barn. Og vi har rejst til fremmede lande.
Verden er lille, den er på i alt fire billeder, og tiden går
fra venstre mod højre. I sidste billede kommer vitsen, det er den
håndfæstning, tegneren har skrevet under på: altid at
tabe pointen på gulvet, således at honningsiden vender opad.
Måske er den daglige stribe snarere et billeddigt i fire strofer,
med et lille rim eller en sløjfe i halen. Som et gruk af Piet Hein,
eller et Haikudigt fra Japan. Eller en commedia dell'arte i dens allerkorteste
form?
Jeg snakker udenom, en tegneserie er en tegneserie, og læseren har
krav på en brander. Eller det der ligner. Tegneserien er sig selv,
og Divus Madsen er dens Gud.
I begyndelsen var taleboblen, og taleboblen var hos Divus Madsen, og taleboblen
var Divus Madsen. Denne var i begyndelsen hos Divus Madsen.
IVAR GJØRUP
Bragt i Politiken Lørdag 20. december 1986
|
