AF IVAR GJØRUP	SERIESKABER

RADISERNES skaber, Charles M. Schulz, sagde engang, at han tegnede for dårligt til at blive kunstner, og skrev replikker for dårligt til at blive dramatiker. Derfor var han blevet serietegner. Schulz får her, i forbifarten, sagt noget om tegneseriens nærhed til teatret.
Jeg har nu i godt seks år dagligt frembragt en stribe af tegneserien EGOLAND. Og jeg har i et halvt år gået og tegnet inde i hovedet, og på forskellige stykker papir rundt om mig, for at udvikle figurer og situationer, som en dag skal blive til et sammenhængende scenisk forløb.
Litteraterne kalder det skuespil. Ældre skuespil indbindes som bøger og kommer i handelen og læses i dansktimeme på skolerne.

Nogle af de ældre skuespil opføres også. Og undertiden anmeldes opførelserne i aviserne, som om det sceniske forløb var en kopi af bogen. Ofte endda en dårlig kopi. Men det må jo være omvendt: Bogen er en dårlig kopi af det sceniske forløb.

Billedet, Boblen og Lyden
Forholdet mellem tegneserier og skuespil ved vi mindre om. Tegneserien er en meget ung kunstart Skuespillet er derimod ældgammel; sammen med dansen formentlig den ældste kunstform blandt mennesker.
Tegneserien udtrykker sig med enkeltbilleder, somlægger sig sammen til fortælleforløb.
Rækken af billeder danner samtidig et nyt, sammenhængende billede for betragteren.
Den dagligt afsluttede stribe er kommet langt med at udnytte de muligheder, som det samlede billedfelt giver Der skal nås så meget på så kort plads, at vi er nødttil at udtrykke os i et billed-rytmisk overblik: Skift mellem nærbillede og totalbillede. Ændret synsvinkel, sammensmeltning af flere billeder til ét.
Derimod synes jeg, at de lange fortællinger i hæfteform forsømmer de muligheder, som det tofløjede opslag giver.
Noget af det allerbedste på området er faktisk lavet af to danskere, Peter Madsen og Søren Håkansson fra VALHALLA. Her ser man fortællingen lystre opslaget på en sådan måde, at man efter læsningen kan sidde og bladre hæftet igennem igen, og nyde opslagene et for et,ved bare at se!
Det andet vigtige udtryksmiddel i tegneserien er taleboblen, den tegnede lyd. Den er sit eget, vidunderlige absurde udtryk for en sammenhæng mellem mennesker, som en lyd. Taleboblen skal ses lige så meget som den skal læses, ikke høres.
Dette er i øvrigt et centralt problem ved formidlingen af tegneserier. Hvis man viser en serie i fjernsynet, skal man så have en skuespiller til at læse boblerne op? Så flyttes opmærksomheden pludselig fra øjet til øret.
Altså taleboblerne er lydbilleder, med tryk på billeder!

Fra tegneserie til teater
Hvor ligger så fællesskabet mellem tegneserier og teatret? Begge udtrykker sig i situationsforløb; begge betjener sig af menneskekroppe og ansigtsudtryk, som skal ses. Masken og tableauet. Mimen.
Når serietegneren “forfremmes” (tak, Fader Schulz) til teatermenneske, gælder det om at holde tungen lige i munden.
Jeg skal ikke sidde og lave en pointe, der bygger på at man kan læse, hvad to figurer står og tænker om hinanden. For der hænger ikke en tænkeboble over hovedet på den agerende i teatret.
Men jeg skal heller ikke lave pointer af Fuldt-Stop-typen, som er almindelige i den dagligt afsluttede stribe - netop fordi den dagligt afsluttes: For teaterstykket slutter ikke hele tiden.
Det slutter én gang, til allersidst. Teaterstykket er et mimisk forløb.
Men tegneserien kan udtrykke sig stærkt - for folk, som har øjne i hovedet (hvilket udelukker visse litterater) - om samspillet mellem mennesker, de øjeblikke, hvor situationen så at sige spiller hovedrollen, og bruger de optrædende som figuranter.
I dén henseende løfter tegneserien arven fra typekomedie (Plautus, Moliére, Holberg).
Jeg sidder altså og tegner til teaterstykket OPDRAGELSENS KOMPLOT i små visuelle forløb. Jeg pointerer og karikerer. Jeg tegner og skriver. Resultaterne kan læses og ses, bevidstheden kan arbejde med det i små og større portioner. Forfra og bagfra. Adspredt eller opmærksomt.
Dét er tegneseriens tilegnelsesform.
Men så skal det hele laves om! Blive til et stramt teatralsk forløb. Med et publikum, som skal se og lytte, i fuld opmærksomhed. En forsamling af synkroniserede individer, som skal le og gyse i takt. Lys, lyde, lugte, stemmer, nærvær, tiden der går, fortællingen der uddyber sig minut for minut, tilskueren som medvirker.
Dét er teatrets vilkår.
I mine udkast er der en pige og hendes hund. Forskellen mellem den hund, jeg tegner, og det menneske, der til sin tid skal spille hunden, hans kostume, hans bevægelsesmønster, hans lyde.
Dét er forskellen mellem teater og tegneserier. Hvordan fanden vil han bære sig ad?!
Color