Forside > Artikler > 'Løgn og latin - Erindringer i utide'
Løgn og latin - erindringer i utide


I aftes havde Ivar Gjørup, der tegner 'Egoland' til Politiken, premiere på et teaterstykke for børn og voksne. Det er det århusianske børneteater Filuren, som opfører komedien 'Forældre er ikke hvad de har været', med opdragelsen som tema. Ivar Gjørup skriver her om sine erfaringer med at vokse op som 'bicerebralt barn'

Jeg blev født i Randers, det var kræmmernes by. Tretten landeveje førte bønderne fra det fede opland ind til de handlende i byen, men ad søvejen, Randers Fjord, stod vi i forbindelse med de syv verdenshave.
Min medfødte omgængelighed skyldes, at jeg allerede i moders liv måtte dele plads med min tvillingsøster. Vi blev grundlagt i mørklægningens tid, og født i befrielsesåret.
Få år senere sad min mor som enke med fem børn. Derfra begynder min erindring. Man har fortalt mig, at min mor i virkeligheden nedkom med os i Nordsjælland. Det er en virkelighed,jeg ikke kender noget til. Jeg holder mig i det følgende til førstehåndsindtrykkene.

To tider

Jeg er født med to hjernehalvdele. Denne lidelse, som først er blevet nøjere beskrevet i de senere år, blev dengang anset for uhelbredelig. Hvad den for resten også er. Ingen har endnu overlevet den.
Et barn med to hjernehalvdele (et bicerebralt barn) må dele sin tid mellem at være logisk, rumlig, disciplineret, det foregår i venstre side af hovedet henne i skolen, og at være følsom, billeddannende og uartig, det har man fritiden til, og højre hjernehalvdel.
Vi ved i dag om denne type barn, at det er grundlæggende godt, men at opdragelse kan have en ødelæggende virkning på det. I halvtredserne vidste man så godt som intet.
Jeg var barn i halvtredserne. Jeg blev opdraget. Jeg gik i skole. Jeg lærte, at jeg ikke måtte begynde med 'jeg' efter punktum.
Man har aldrig siden forvundet det.

Tre faser

Opdragelse er en stærkt overvurderet størrelse. Den almindelige opfattelse er, at det er noget, vi må have. Hvis folk skal blive ordentlige mennesker, må der opdrages på dem, mens tid er. Et velopdragent århundrede med ualbrudt krig, skiftevis kold og varm, har ikke kunnet rokke ved denne forestilling.
Min gode opdragelse ødelagde mig. Søren Kierkegaard opstillede sine velkendte tre faser, den æstetiske, den etiske og den religiøse, og den sidste er den fornemste. For mig har livet været en nedtur: Jeg gennemløb de kierkegaard'ske faser baglæns.
Som lille barn var jeg inderligt gudfrygtig, himlen hvælvede sig over mit lyse hoved, og jeg gennemstrømmedes af stærke følelser over altings vellykkethed. Dagligt komplimenterede min lille sjæl Gud for Skaberværket, og salmelinjen med det Barn, som sig glæder fromt og kønt, rørte vældigt ved mig.
Behøver jeg minde min ugudelige læser om, at linjen fortsætter: Skal aldrig den Glæde miste? Jeg mistede den glæde. Gud døde, mens jeg gik i Mellemskolen.
Man kan begribe, at dette var et personligt tab. Og det var mere end det: Jeg havde som lille erklæret, at jeg ville være præst, og det var blevet ubrydelig vane i familien at spørge mig om dette ene: Hvad skal du være, når du bliver stor? Og purken svarede gravalvorligt, at han skulle altså være præst.
Min fars familie var bønder, og de skogrede af fryd ved denne storagtige pusling. Hvergang. Min mor sagde med den kyndighed, som hendes køn er forbandet med, at jeg havde lagt mærke til, at vor præst kunne tale en time i kirken, mens alle måtte tie stille og høre efter. Det ville jeg også gerne kunne.
Men det gik altså anderledes. I Mellemskolen blev jeg strukturarbejdsløs, som det nu hedder.

Kvinderne

Min etiske fase udviklede sig i politiske diskussioner med mine kammerater, og ved iagttagelse af kvindekønnet, som var begyndt at interessere mig, uden at jeg vidste hvorfor. Nogen hjælp i det spørgsmål kunne jeg hente fra digterne og Familie-Journalens romaner, og de resterende indsigter supplerede jeg ind fra de fedtede skrivelser - åbenhjertige breve hjem til mine kammerater fra deres storesøstre på bryllupsrejse i Paris - som blev læst op nede ved skraldespandene i det store frikvarter.
Kvinder var dengang kendelige fra piger derved, at de havde opsat hår, og en forstyrrende vane med at smile til en fra et sted meget højt oppe. De var yppige og løfterige.
Det var tidligt en udtalt hensigt hos mig at blive gift med en af dem. Men jeg kunne ikke lide, at de klappede mig på håret. Måske havde det med min størrelse at gøre. Tøvende førte jeg mine følelser for det evigt kvindelige nedefter mod min egen alderskiasse.


Snehvide

Min første elskede var, til ubodelig skade for mit forhold til kønnet, en kokotte.
Hun var syv år gammel, og lignede Snehvide i Disney-filmen. Og min mor var i den anledning ikke så lidt frivol.
Jeg havde fortalt min mor, at jeg ville giftes med Snehvide, som hed Bente. Når der kom tid, og råd. Det var en mandig og rimelig beslutning for en dreng, der allerede gik i første klasse.
Stor var min rædsel, da det gik op for mig, at nyheden fra min mor var gået videre til den halve by. Der blev en smilen og en smisken. Og jeg fik snart grund til at tro, at efterretningen også havde nået Snehvide.
Vi var fulgtes ad hjem en dag, hun boede ganske vist andetsteds, men det gjorde Peter også. Peter var rødhåret og legede med tøser, to gode grunde til at holde sig fra ham. Men jeg foregav venskab og slog følge, indtil jeg kunne sige farvel ved Peters gadedør til Peter. Og så fortsætte midt i Guds solskin til Bentes med Bente.
Ak, så skete det! Pigen smilede skælmsk, som piger kan, men dét vidste jeg jo ikke noget om. Og spurgte, om ikke jeg ville med op. Vi var syv år, og ovre fra anlægget hørtes lyden af legende børn. Dét havde jeg ikke ventet.
Og jeg kom med op, og hendes mor var der, og spurgte, hvad jeg hed, og smilede, og jeg sagde det, og hun smilede, og jeg sagde farvel, for jeg skulle hjem nu, og jeg skulle hilse hjemme, og det skulle jeg nok.
Derefter dyrkede jeg piger på respektfuld afstand.

Fædre

Mine kammerater havde fædre, et overflødigt og ofte plagsomt vedhæng til en normal familie. Min fars blomster vandede vi af og til på en kirkegård ude på landet.
Under besøg hos kammerater forsøgte jeg at finde ud af, hvad fædre brugtes til. Det var vanskeligt at få øje på andet, end at de dukkede op sidst på eftermiddagen, påtog sig at hyggebuldre lidt med gæsten og sige en vittighed, så blev de igen borte, i en lænestol med Amtsavisen. En af fædrene var ingeniør, den familie havde bil, det var en usædvanlig ting i halvtredserne, og den vaskede han hver lørdag eftermiddag.
Det er stadig ikke gået op for mig, hvad fædre bruges til. Men måske får vi råd til en bil en dag.

Erkendelsen

Verdens frelse lå mig på sinde endnu i gymnasiet. Det er frygtelig flovt at skulle indrømme det: Alle andre kan skrive erindringer om, hvor uvorne de var og håbløse i skolen, jég var lærenem, en duksedreng, topkarakterer. Vil nogen høre om, hvor håbløs jeg var i sløjd? Næppe.
Men med højre hjernehalvdel leverede jeg frække tegninger til skolebladet. Det skaffede mig større sympati end dukseriet, kunne jeg godt se. Min venstre hjernehalvdel begyndte at regne på tingene. Lægge to og to sammen: Kunne man få plads til begge dele?
Jeg droppede den etiske fase og indledte den æstetiske: Nu ville jeg være tegner, når jeg blev stor. Det brød min mor sig ikke om.
Barnealderens første fromhed lå langt bagude, det var, hvad det var. Men nu truede sorgløsheden. Min mor mente ikke, dét gik an. Opdragelsens koder igen: Jeg skulle vælge noget, jeg kunne leve af.
Så blev jeg lærer i græsk og latin. Det kan man stadigvæk leve både af og på og for. To tredjedele af min arbejdstid går med dette.
De andre to tredjedele går med at tegne frække tegninger.

TEKST OG ILLUSTRATION : IVAR GJØRUP

Bragt i Politiken lørdag 8. februar 1992


 

Copyright © 1984 - 2017 Ivar Gjørup 'Olfax'. All rights reserved.

Album Artikler Dagens Stribe DNABC for begyndere Køb album DNABC for begyndere -> Forside