Forside > Artikler > Et Øje På Hver Finger
ET ØJE PÅ HVER FINGER


Der var en mand i en af Storm P.'s små historier, som gjorde indtryk på mig engang: Han led af sammenlignende billeddannelse i ubevogtede øjeblikke. Ham har jeg altid gerne villet møde. Men det er ikke lykkedes. Måske har han forladt solsystemet.

Det andet af de ti bud i Biblen er et forbud mod tegneserier. Bortset fra en periode i 1950erne er det aldrig blevet taget helt alvorligt. Jesus omtaler det ikke, og kirkefædrene sprang det over. Det var åbenlyst for uhåndterligt.
Det andet af de ti bud siger, at du "maa ikke giøre Dig Billeder" af nogen ting i himlen og på jorden, og for den sags skyld heller ikke under vandet. vi vil helst forstå det med indskrænket betydning: Du må ikke lave afgudsbilleder; men du må godt lave tegneserier.
Det er en bekvem forståelse, men den er ikke rigtig. Muslimeme fattede forbudets fulde betydning, da det blev deres tur til at udbrede den rette tro: Du må ikke gå rundt og lave billeder af Skaberværket, det vil Gud ikke have, det er Ham, der har copyright'en.
Enhver billeddannelse er afguderi, Anders And en trussel mod verdensordenen. Det står i 2. Mosebog. Men den kristne verden elsker billeder, og har elsket dem, længe før den blev kristen. Så vi listede uden om det andet bud.
For stadigvæk at have ti bud (10 er sådan et dejligt tal, man kan det på fingrene), har vi fordoblet det bud, der ellers kun ville stå som Nummer Ni. Det er det med ikke at 'begiære din Næstes Hustrue' osv. Det kan heller ikke siges tit nok.
I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og Gud var så betydningsfuld, at man ikke engang måtte stave til Ham. Gamle Testamente henviser til Ham i kode, som i en Skæg-og-Blå-Briller-fllm, 'Ham-der-Ived-nok', 'Herren', 'J-H-v' og 'Spis denne seddel, efter at have læst indholdet!'
Det siger sig selv, at en sådan Herre ikke kan tillade billeder. "No photographs, please!"
Tænk, hvis oplysninger om Skaberværket faldt i de forkerte hænder. I hænderne på børn, f.eks. Eller barnlige sjæle!

II

Men tegneren er hemmelig agent. Forklædt som menneske lusker han rundt i Skabelsen, i en fremmed magts tjeneste. Fantasiens magt. Han sender billeder i en stadig strøm til sine arbejdsgivere, med djævelsk dygtighed undgår han gang på gang afsløring og tilfangetagelse, hele tiden et skridt foran virkeligheden.
Hans billeder bringer et væld af livsvigtige oplysninger. Hans arbejdsgivere åbner hver ny sending med rystende hænder, og ser !
De ser en hvid and i matrostøj. De ser en hund, der sover til middag oppe på hundehusets tag. De ser en seksårs knægt på et flyvende tæppe med et stribet tigerdyr. Utrolige afsløringer af det liv, vi lever.

Edward Munch, 1894
Edward Munch, 1894


De hemmelige agenter fra en verden, vi ikke troede fandtes, har fået det hele med. vi ser en blåklædt bodybuilder med flagrende rød kappe, han er ved at bore sig tværs gennem jordkloden. En mand i Tarzan-badebukser, han knækker ryggen på en løve. Adskillige mænd og kvinder med halvmasker, nogen af dem med bredskyggede hatte. En ung mand med pigehår og middelaldersværd ved siden, og et rødt hestehoved på brystet. Folk i mærkelige dykkerdragter mellem stjernerne. Kvinder, som har bragt sig i en uheldig situation, og som reddes af stærke mænd fra den visse død (eller det, som er en hel del værre!). Altid i allersidste øjeblik.
Skaberværket lækker. Hemmelighederne slipper ud. De heltemodige tegnere arbejder under yderst vanskelige vilkår. Alligevel] er de billeder, de sender os, af forbavsende høj kvalitet. Detaljerede, skarpe, indholdsrige!
Der er oplysninger i dette materiale, som ingen ville tro på, hvis ikke det forelå her, sort på hvidt. En mus kaster en mursten efter en kat. En lille franskmand med vinger på hjelmen banker en romersk legion. I en stor lagerbygning ligger der penge fra gulv til loft, en usandsynlig rigdom af mønter og sedler; mangemillionæren, iført briller og gamacher, tager bad i dem. Kan det være en and?
Den slags hemmeligheder afslører tegnerne for os. De går rundt i verden, bærende på deres indre spionkamera. Selv den trænede iagttager forbløffes over, hvad tegnerne kan vise os. Gud græmmes. Der er ting, Han trods alt helst vil holde for Sig Selv.
Spionhåndværket nyder ikke nogen stor anseelse. De mænd og kvinder, som i tusindtal arbejder med blyant, tusch og filtpen, farver og pensler, er stort set ukendte.
Enkelte er trådt frem og blevet bemærket af en større offentlighed; andre har foretrukket at optræde under et dæknavn. Tegnere er ofte solister, spioner opererer gerne inkognito.
Faget vrimler med dobbelte identiteter.
Uden serietegnerne ville vi ikke vide besked med, at visse revolverskytter altid rammer, hvad de sigter på. Vi ville være sparsomt underrettet om, at kvinder har både fordele og bagdele. At der findes mænd så gode, at de hejser sig ned fra høje bygninger i snore for at uddele kæberaslere til ubarberede banditter.
Eller at vore husdyr tænker. Og hvad de tænker!

III

Bo Bojesen, 1956
Sådan tegnede Bo Bojesen i 1956,
da jeg var 11 år gammel (udsnit)

Der er mennesker, der vil benægte alt dette. De lever i en anden verden, den rigtige verden.
I den rigtige verden, siger de, går der ingen unge drenge rundt i plusfours og pandelok med herter af guld. Ingen bamse sejler sit træskib over de blå, blå bølger og får våde bukser. Ingen rumrejsende i skaftestøvler løser de snærende bånd i sidste øjeblik, mens hans hårfagre kvinde ligger svinebundet i næsten ingenting på altret og skal ofres til den skævøjede enehersker på en fjern planet.
Den slags forekommer ikke, siger de. Ingen ånd går igen. Ingen piloter fra Første verdenskrig fik deres hundehus skudt ned. Sådan er verden slet ikke.
To uartige drenge kan ikke lægge dynamitstænger ned i hængekøjen til deres koleriske far med forhøjet blodtryk. Det slipper de ikke godt fra. Det gør han for resten heller ikke.
Dynamit dræber, og børn går i skole. Sådan er verden. Verden er virkeligheden. I skolen lærer vi om virkeligheden.
Vi lærer at læse, regne og skrive. Vi lærer, at vi ikke må begynde med 'og' efter punktum. Og vi lærer, at den der staver 'd' i 'gjort', han skal ha' sin ende smurt.
Virkeligheden sætter sig igennem. Virkeligheden har sine virkemidler. Vi lærer at skrive pænt og stave til 'Vorherre', som er et af Guds vigtigste dæknavne. Vi lærer sproget at kende, sproget er bogstaver på et stykke papir. Man må tage sig selv i nakken, ellers gør læreren det.
Vi gik i skole, og tog os selv i nakken. Vi kunne efterhånden verden udenad. Skolelæreren kom ind i klassen, han havde verdensordenen i sin mappe, ved siden af madpakken.
Da vi blev gamle nok, lærte vi også at tale i bisætninger, og vi vidste, at Fornuften herskede i verden. Fornuften var endnu en kodebetegnelse for 'Ham-der-I-ved-nok'.
Fornuften havde et sprog. Det var et skriftsprog fyldt med fornuftige sætninger som 'Christian d. IV byggede Rundetårn' og 'hans far var streng, men retfærdig; moderen havde en kunstnerisk åre'.
Vi lærte 'overordnede betragtninger', det er noget, som Fornuften sætter stor pris på.
I tegnetimerne skulle vi ikke tegne Chr. Firtal i færd med at bygge Rundetårn.
Vi tegnede heller ikke overordnede betragtninger, eller bisætninger. Tegnelæreren hentede en udstoppet and inde fra Naturhistorie. Så tegnede vi en udstoppet and.

IV

Jeg var barn i 50'eme. Jeg gik i skole i Randers. Jeg lærte, at man ikke måtte indlede med 'jeg', når man skrev.
Jeg tegnede altid. De voksne så det og slog hænderne sammen og sagde, at jeg var "en hel Storm P". Lidet anede jeg dengang, at 'Storm P.' var dæknavn for en af de største og dristigste agenter inden for tegnernes verdensomspændende spionagenet!

Storm P., 1930'erne
Storm P., 1930'erne (udsnit)

Selv blev jeg rekrutteret til faget af et andet af de helt store navne, Bo Bojesen. Karakteristisk for vor metier mødtes vi aldrig, det ville have været for risikabelt. Desuden boede han i København og var voksen, jeg boede i Jylland og var dreng.
Men hans vidunderligt præcise meldinger nåede mig på min udpost, med ujævne mellemrum. Og verden gik op for mig.
Jeg så og så. Jeg så Christian bygge Rundetårn, jeg så mødre med kunstneriske årer. Nidkære embedsmænd oplyst indefra af reglementets stille galskab. Kødfulde husmødre, durkdrevne bønder, svenske svenskere, snothvalpe, mopper~ duller, prædikanter, folkevalgte, digterspirer, sengeforliggere, gesimser, damehatte, kæmpehøje. Verden.
Fornuften ville gerne have et ord at skulle have sagt. Men det gad jeg ikke høre på. Jeg var solgt.
Alle tegnere ved, at vi ikke lærer at tegne ved at se på verden. Verden er en udstoppet and. Vi lærer at tegne ved at se på andre tegneres tegninger.
Vi drømmer ikke om at tegne en tommeltot, så den ligner en tommeltot. Hvis vi gjorde det, ville den jo ikke ligne en tommeltot!
Det, vi drømmer om, er at tegne en tommeltot, så den ligner vore forbilleders tommeltotter. Og så kan alle pludseligt se, hvad det forestiller !
Den, der ikke forstår dette, kan kaste et blik på sin egen tommelfinger (lige meget hvilken): Sig mig, løber der en sort streg rundt langs kanten af den? Nej, vel? Se så på Bo Bojesens tommelfingre: Hvad består de al? En venlig, veltalende streg, som begiver sig af sted i en retning, slår et sving, og kommer hjem den modsatte vej.
Keine hexeiet, nur en smule behændighed.
Det kaldes en konturstreg. Den såkaldte konturstreg er vores helt centrale kode.
I konturstregen kan alle væsentlige oplysninger indeholdes. Verdensordenen vogter forgæves på sine hemmeligheder, et blik fra tegneren er nok: Så har han, hvad han behøver.
Tegneren går hjem til sit tegnebord. Med Øvet hånd nedfælder hun eller han sin viden på papiret. Koden rundsendes til de indforståede. Modtagerne opfatter ubesværet meddelelsen, konturstregen slår til igen.

V

Konturstregen er oprindeligt udviklet af den engelske kunstner Aubrey Beardsley. Han var tuberkuløs og bøsse i 1880'erne, så verdensordenen kunne ikke lokke ham med ret meget.
Han lærte sig at bruge en tynd og afsporet streg, hvormed han forrådte det britiske Empire. Han døde ung, uden at være blevet afsløret.

Aubrey Beardsley: Judaskysset, 1893
Aubrey Beardsley: Judaskysset,
1893 (udsnit)

Toulouse-Lautrec var så kortbenet, at han så damerne lige ind i skridtet. Denne begunstigede synsvinkel ønskede han at dele med ligesindede. Det førte ham ud i drabelige eksperimenter med konturstreger, som skulle slynge sig og skifte tykkelse undervejs, så hele verden kunne få at vide, hvor sanseligt hovedet på en kontrabas er, og benene på en cancan-danserinde.
Han var adelig, og måske kunne den franske gloire have brugt ham til et eller andet. Nu kunne han ikke marchere, og så slap vi for det. Også han døde ung, ubegrædt af fædrelandet.
Edvard Munch var nordmand og fortvivlet, en stærk kombination. Han blev en gammel mand, og lavede rørstrømske billeder af arbejdere, der skovler sne i Oslo. Men i sin ungdom undersøgte han stregens og fladens og farvens udtryksmuligheder. Der er tegning efter tegning, rækker af træsnit, sygeligt svungne linjer.
Det er besættende stof. Munch ved, hvordan menneskene fordeler sig i et sygeværelse. Han bliver ved med at tegne, indtil han ved det. På alle tegningerne er der et menneske i baggrunden, som har åbnet døren ud. Som taler med nogen udenfor. Der er ingen tvivl om, at de hvisker.
Munch vidste det, og han har fortalt os det. Så nu ved vi det også.
Det var Jugendstilens tid. Samtidig kom de store fremskridt inden for trykketeknikken. Hvad en tegner vidste, kunne hurtigt blive alles viden. Hvis de ønskede at modtage den. Og havde øjne i hovedet.
Tegneserien udviklede sig. Aviserne kom ud om søndagen med særlige tillæg. Omkring århundredskiftet krævede stadig flere læsere, at søndagsaviserne gav dem tegneserier. Folk kom hviledagen i hu og læste YELLOW Kin. Spionringen tog form.
Skolemesteren flyttede uroligt på sig, og Gud læste i avisen, at Han var død. Ordensmagten var bekymret.
Konturstregen fejrede triumfer. Søndag efter søndag. De indforståede læsere gik efter stregen, fandt deres yndlingstegnere, og dechifrerede ubesværet koderne.
Nye koder kunne vedtages uden håndsoprækning, og forstås, uden at skolemesteren og verdensordenen fik brug for at blande sig. Der blev indført talebobler, og tænkeditto. Tykke bogstaver, udråbstegn, fartstreger. En hat, der hang i luften over hovedet på sin forbløffede ejermand.
Tegneserien blev sindbillede og lydbillede.
Skolemesteren forstod ikke en lyd. Han begreb ikke den hat overhovedet. Hatte kan ikke hænge i luften af sig selv. Ikke hvis det skal gå rigtigt til. Som det gør i fysiklokalet.
Tyngdeloven siger: Hatte tager ikke del i deres bæreres følelsesliv!
Søndagsserierne trodsede tyngdeloven og blev en del af vor hverdag. De gale streger bredte sig fra USA til resten af verden.
Ordensmagten tog sine forholdsregler. Regel 1 var: Børn og barnlige sjæle tager skade af tegneserier. Regel 2 var: Det er skadeligt at tage skade. Ingen af de to påstande kan bevises; men ordensmagten behøver heller ikke bevise nogetsomhelst.
Den har tyngdeloven på sin side.

VI

Jeg voksede op i den kolde krigs tid. Den kolde krig mellem sproget og billedet. Mellem venstre og højre hjernehalvdel. Det artige sprog, som ordner verden i begreber og bisætninger. Og billedet, der er født uartigt, og buser ud med det hele på en gang. I ubevogtede øjeblikke.
Men der var mange, som vogtede på billederne i min barndom. Som på en hund, der var sluppet ind i den fine stue. Billedet skulle ligge pænt, ikke tisse på gulvtæppet.
Billedet skulle ikke være billede, det var for uopdragent. Billedet skulle være illustration og gå i snor.
Min barndoms gade var to rækker af små huse med stakitter og klokkestrenge, som blev mindre og mindre ud mod det perspektiviske nulpunkt. I det største (dvs. forreste) hus til venstre boede tanterne Brun, Grøn og Lilla. Overfor til højre boede Hr. Blå, som var skolemester med spids næse og hvide hårtotter.
Det var svensk lilleby-idyl med konturstreger og vandfarve.
Venstresiderne fortalte historierne om de to forældreløse børn, der fik lov at bo hos de rare tanter. Højresiderne bragte illustrationerne.
Idyllen bed ikke på mig. Jeg vidste ikke hvorfor, men Hr. Blå fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Elsa Beskow
Elsa Beskow, "Tante Bruns fødselsdag", beg. af årh. (udsnit)

Værst var den side, hvor Hr. Blå rider kæphest med de forældreløse, de er på besøg hos ham i hans fine stue, gulvtæppet er rullet til side.
Hr. Blå er spøgefuld, bærer trekantet avishat; havde han ikke også et træsværd i sin løftede højre hånd?
Pludselig blev jeg klar over, hvad der var galt. Pludselig indså jeg alting! Hvor havde jeg haft mine øjne? Se ham, se Den Sande Børneven på hans kæphest!
Han bar blå briller.
Hr. Blå var kontraspion. De to børn var i den yderste fare: Lige nu slår vi gækken løs, men derfor må de ikke tro, at alting er tilladt. Munterheden skal ikke overdrives, og tøjet ikke grises, ting ikke væltes på gulvet.
Hold hus med glæden, for om lidt kan det være nok. Børn skal kende deres grænser, og hvis ikke de vil høre, så må de føle.
Hr. Blå smiler. Børnene smiler forsigtigt, og husker tanternes formaninger. De husker at le. Andre dage må de huske at græde og vise oprigtig anger.
Den, der hverken vil høre eller føle, må se. Jeg besluttede mig for at tage skade, så godt jeg kunne. Vi koldkrigsbørn ville ikke lade os narre af illustrationernes falske idyl. Vi læste tegneserier, og fik et øje på hver finger.
Det brød ordensmagten sig ikke om. To øjne ialt måtte være mere end rigeligt. Selv var ordensmagten enøjet. Og Fornuften var en skævøjet enehersker på en fjern planet ved navn Jorden.
Jeg besluttede mig for at træde i tjeneste som agent for en fremmed magt, fantasiens magt. Lidt efter lidt udviklede jeg den fornødne dobbelte identitet. Jeg udvidede mængden af forbilleder.
Slagtersvenden Robert Storm Petersen frembragte sære, vilde syner under påvirkning af den norske Munch. Men siden blev han Storm P. og gik rundt med bowlerhat og merskumspibe og var hyggelig. Folk elskede ham, og anede intet om hans undergravende virksomhed. Særligt bowlerhatten var genial. Den gennemskuede de aldrig. Ovre i USA arbejdede topagenten Carl Barks, og udbredte med djævelsk dygtighed kendskabet til den virkelige and, ikke den udstoppede inde fra Naturhistorielokalet. Barks' cover var om muligt endnu mere genialt, det bestod i, at han simpelthen ikke fandtes. Disney fandtes. Arne Ungermann var bare et 'u' nede i hjørnet af en tegning. Fra det franske kom der kodenavne som Herge' og 'Morris'.
Min egen camouflage blev duksedrengens, et bedrag, jeg havde held til at gennemføre i årevis. Studentereksamen, universitetseksamen i latin og græsk. Man kan roligt sige, at jeg narrede fjenden.

Henri de Toulouse-Lautrec, 1890'erne

VII

Nu er den kolde krig forbi. I stedet har vi fået den lunkne ufred. Det kan måske blive en ny tidsalder, hvor der lever mennesker med to hjernehalvdele. Stenalderen kan blive til hjernealder. En tid uden bål og brand og magthavere, som stjæler billedet.
Glade skolemestre? Konturstreger og bisætninger? Lov og uorden?
En morgen i Hjernealderen står tegneren tidligt op, førend han plejer.
Han vil tage verden på sengen. Han stiller sig udenfor og ser. Sproget er endnu ikke mødt, verden har ikke fået tøj på. Ordet har sovet over sig. Ingenting har navne.
Det er den endelige afsløring: Som at se Gud nøgen. No photographs, please!
Pludselig indser tegneren alting, kender Guds hemmeligste navn. Tegnerens hat hænger i luften over hans hoved, han hilser på nøgenheden:

God morgen, Hr. Blå!

IVAR GJØRUP

 

 

 


 

Copyright © 1984 - 2017 Ivar Gjørup 'Olfax'. All rights reserved.

Album Artikler Dagens Stribe DNABC for begyndere Køb album DNABC for begyndere -> Forside