Forside > Artikler > Søren og Steens Firkantede Verden

Søren og Steens Firkantede verden


I fire årtier har det daglige billeddigt været Radiserne, der tog form, da den kolde krig begyndte. Serietegneren Ivar Gjørup beretter om Søren Bruns filosofiske nederlagsverden og om den lille, nævenyttige desperado fra Steen og Stoffer.

Søren Brun er blevet voksen. Som barn skrev han til en penneven, og klattede. Nu fumler han på tekstanlægget med et læserbrev om Bosnien. Han prøver at tage moralsk stilling, men kommer i stedet til at tømme harddisken.
Barnet er fader til manden, siger de ovre i Amerika. Barnet Søren Brun optræder fortsat hver dag i Politiken. Imens nærmer den mand, han er far til, sig de halvtreds.
Årene har ikke gjort ham lykkeligere. Men det er vel heller ikke derfor, de går.
Søren Brun er et af de børn, som tog skade af tegneserier i halvtredserne. Han levede indespærret i en.
Der er dyb mening i, at tegneserien Radiserne tog form, da den kolde krig begyndte, og den varme holdt en pause. Det gode havde sejret, sejrherrerne holdt ondskaben stangen. Og vi var sejrherrernes børn.
Vi voksede op, mens vi indlevede os i Søren Brun og hans nederlag.
De gammelkloge melankolske børn med de store hoveder var dag for dag spærret inde i fire små firkanter. Taleboblerne imellem dem var en tynd påstand om mening. De var børn af halvtredserne, lige som vi var det. Uden for rammen stod de voksne, og støjede.Stribe med Radiserne
Vi kunne Radiserne udenad. Vi flettede citater af Tomas, Trine, Nuser, Schröder og Søren Brun ind i samtalen, så forstod vi straks lidt bedre. De voksne forstod ingenting. Udenfor støjede verden.
Vi var på vej ind i rigdommens årti, tressernes årti. De voksne fik travlt med alt det, de kunne købe, biler, køleskabe, vaskemaskiner, stress blev et nyt ord i dagligdagen, mor gik på arbejde, den moralske tone blev højrøstet. Der stod et fjernsyn midt i stuen, atomtruslen hang i lysekronen.
Dette blev kaldt velfærdssamfundet. Så begyndte en af os: Det er skønt at vågne og vide, at selv om luften er lidt kølig, er livet dog godt, og man selv er..!
Nuser ligger i sit hundehus en vintermorgen, og ser op. En kæmpe istap hænger lige over ham, den kan knuse ham hvert øjeblik.
Dødsens! Vi behøvede ikke engang sige det. Vi var indespærret. Jeg tror,jeg springer for livet, siger Nuser, og rører sig ikke ud af stedet. Jeg tror, jeg sniger mig bort herfra.
Og lidt efter: Jeg tror, jeg bli'r liggende her resten af mit liv.
Det var replikken. Vi var sejrherrernes fortabte børn, og vidste det bedre end sejrherrerne. Dette var de gode tider. Det var til at græde over. Derfor grinede vi med Nuser.
Disse hænder skal engang ændre verden, siger Tomas. Der er syltetøj på dem, siger Trine.
Vi havde syltetøj over det hele. Var verden blevet bedre? Det påstod Tomas, med sutteklud mod kind og tommeltot i mund. Hvordan kan du stå og sige den slags, spørger Søren Brun. Tomas tager fingeren ud: Nu er jeg her !Slåskamp
Søren Brun lærte os time management. Tirsdage er til personlige bekymringer, om torsdagen bekymrer vi os for, om jorden bliver sprængt i luften.
Vi vidste besked med livet: En skønne dag skulle vi forelske os i en laber tøsehund på den islagte sø under frostmånen. Men hendes far ville gøre kvalm, fordi vi pjækkede fra lydighedsskolen.
Mit eget tilfælde endte forresten noget bedre: Min svigerfar tilbød mig 1.samling af Radiserne i medgift.
Det var den eneste, jeg ikke havde. De ni følgende samlinger havde jeg købt år for år, men 1. samling havde jeg aldrig kunnet få fat i. Dén var fra 1959, og citaterne ovenfor stammer derfra. Jeg ægtede straks tøsehunden.
Siden blev jeg selv serietegner. Og nu er tegneserier ved at være noget fint, og får støtte fra Kulturministeriets Seriefond, hvor jeg selv har sæde. Som Trine ville sige: Kvaliteten af vore dumheder bliver stedse bedre.
Det er jo ikke bare Radiserne. Der er mange andre med vekslende vanvid og dybde, Pogo, Troldkarlen Kogle, Anders And i de store dage, Nikoline Werdelins Café.
Men Radiserne er aviskultur gennem fire årtier. Et dagligt billeddigt om avislæserens magtesløshed i den kolde krigs år. En chance for at forstå, hvad der foregik. Tegnskrift for viderekomne børn.
Tegneseriernes figurer er blevet måder at tænke på. Tomas elsker menneskeheden. Det er bare folk, han ikke kan udstå. Ingen filosof i dette århundrede har haft større udbredelse end Charles M. Schulz.

Søren Bruns børn læser Steen og Stoffer. Den eneste serie, der løfter arven efter Schulz. I Danmark er der udkommet adskillige hæfter, til daglig bringes den i Berlingske.
Steen har Anders And og Søren Brun i sine gener. Iøvrigt er han helt sin egen. En kortsynet lille fantast, uregerlig, drillesyg og ikke for smart. Han får tæsk af de store, bygger surrealistiske snemænd, lever ensom og miskendt, som tvungen deltager i forældrenes gennemsnitlighed.
Han har én eneste ven i verden, Stoffer. En plystiger. I andres øjne et stift stofdyr, to prikker til øjne. Men alene i firkanten sammen med Steen, når kun vi, læserne, kigger med: Så er Stoffer et særdeles lebendigt tigerdyr, med- og modspiller for Steens afsporede foretagsomhed.
Borte er Radisernes blide poesi, melankolske galskab. Den kolde krig er forbi, ingen vandt den, alle tabte den. Som med alle Søren Bruns baseballkampe. Sejrherrerne sidder på alderdomshjemmet.
Hvis tegneserier er idéhistorie, lever vi nu i Steenalderen. Den ny tids menneske er en lille nævenyttig desperado, uden facitliste i et moralsk tomrum, truet af uhyrer under sengen, lærerinder og store drenge i skolen, det daglige bad. Truet af absurde adfærdskrav fra en fjendtlig omverden, sataniske rumvæsner og små søde piger.
Søren Brun er midaldrende nu. Han har et hjørneskab fuldt af livets nederlag. Imens forbereder denne verdens Triner præcisionsbombning af folk, vi ikke kan udstå. Skal vi sende Nuser af sted på taget af hans hundehus?
Søren Brun har sat alle ugens dage af til én bekymring: Hvad skal der blive af verden, når Steen bliver voksen?

Radiserne er tegnet af Charles M. Schulz.

Steen og Stoffers skaber er Bill Watterson.

Bragt i Politiken Lørdag 21. august 1993


 

Copyright © 1984 - 2017 Ivar Gjørup 'Olfax'. All rights reserved.

Album Artikler Dagens Stribe DNABC for begyndere Køb album DNABC for begyndere -> Forside